Haveanlæg

Clamatek er klar med maskinerne, når du skal have anlagt din drømmehave. Se eksempler på haveanlæg her.

Køkkenhavedrøm blev til virkelighed

 

I flere år havde haveblogger og haveentusiast Janne Tornvig Bak drømt om at etablere en stor køkkenhave, der både er praktisk og smuk. For hende er køkkenhaven et arbejdslaboratorium, hvor hun kan eksperimentere med forskellige dyrkningsmetoder og planter, og herefter formidle det på sin blog og webshop: www.minlandhave.dk.

Tegningen havde ligget klar i et par år, før drømmen kunne blive til virkelighed:

"Jeg viste tegningerne til Claus, og han var helt med på, hvad der skulle gøres. Han målte op og beregnede, hvor dybt der skulle graves, hvor meget sand og grus, der skulle til og så gik han i gang med sine maskiner."

Halvcirkelformet køkkenhave

Køkkenhaven består af fire stålindrammede bede, der tilsammen danner en halvcirkel. Dertil kommer et rektangulært område, hvor der med tiden skal være et drivhus og kompostområde. Mellem bedene er der anlagt stier.

Stierne består af et lag sand, herefter grus og til sidst et lag stenmel. Kanterne til bedene er 3 mm. cortenstål, som er sat i fugtbestandigt beton og punktsvejset på indersiden.

Skånsom anlæggelse

Når der skal dyrkes køkkenhave er det ikke godt, at maskinerne maser jorden helt sammen. Men det blev ikke noget problem.

Først skrabede Claus den gode muldjord af og lagde i en bunke for sig. Køkkenhaven består af fire bede, og de blev markeret fra starten, sådan at der på intet tidspunkt blev kørt oveni bedene. Netop for at skåne jorden. Da anlægget var færdigt, blev den gode muldjord fordelt øverst i alle fire bede, sådan at der var de bedste betingelser fra starten af.

Janne er meget tilfreds med resultatet:

"Claus er god til at lytte til, hvad man vil have. Han kommer også gerne selv med forslag til, hvordan man kan løse en udfordring. F.eks. havde jeg ingen idé om, hvordan vi skulle få stålkanterne til at stå ordentligt. Nogle steder skal stålet kurve - og andre steder, er der tale om lige kanter - men det fandt Claus en løsning på. Jeg er virkelig glad for resultatet. Det blev præcist, som jeg havde drømt om. Vi nåede også at blive færdige, så jeg kunne komme til at dyrke grøntsager med det samme."

Fakta:

Timer med rendegraver: 62

Timer med minigraver: 36

Øvrige mandetimer: 32

Janne Tornvig Bak driver webshoppen www.minlandhave.dk og havebloggen: tornvig.blogspot.com